Spring til indhold

Indkøbskurv

Din indkøbskurv er tom

Sådan får du blomsterbuketten til at holde længere

Sådan får du blomsterbuketten til at holde længere

Blomster er smukke og kan tilføre æstetik til dit hjem og din indretning. Men hvordan får du din buket til at holde længst muligt? Læs vores tips, som du med garanti bliver klogere af.

Vi er mange, der elsker at få en smuk blomsterbuket af en, vi holder af – eller af os selv. Men vi er også mange, der kan ærgre os over, at buketter ofte er en kort fornøjelse. Vi ville ønske, vi kunne give dig det gyldne råd til at få buketten til at holde for evigt. Det kan vi desværre ikke. Men vi kan guide dig til, hvordan du kan nyde godt af dine smukke blomster så længe som muligt.

Klip stilkene

Det første, du kan gøre, når du kommer hjem med en smuk buket, er at klippe enderne af stilkene. Klip gerne mindst et par centimeter af og sørg for at lave et skråt snit. Det sikrer nemlig, at du giver blomsterne de bedste forudsætninger for at optage vandet i vasen. Du kan med fordel klippe stilkene endnu engang efter et par dage. Pas på med at klemme på stilken, mens du klipper – det kan nemlig indsnævre stilken og have den modsatte effekt.

Find den rigtige vandtemperatur

Det næste, du kan gøre af gode ting for din buket, er at tænke over, hvor varmt – eller koldt – vand, du fylder i vasen. Forskellige typer af blomster har nemlig forskellige behov. Er din buket sammensat af mange forskellige typer af blomster, er det bedste at sætte buketten i en vase med lunkent vand. Står du med en buket med f.eks. tulipaner eller liljer med ’bløde’ stilke, holder de sig bedst i koldt vand, mens blomster med mere grenede stilke, som f.eks. roser, holder sig længst i varmt vand.

Fjern blade og visne blomster

Når buketten er sat i vand, skal du fjerne alle de blade, som findes under vandet i vasen. Gør du ikke det, kan bladene have en tendens til at rådne og på den måde bidrage med bakterier i vandet, der kan få din blomsterbuket til at dø hurtigere. Det samme gælder i øvrigt med visne blomster. Begynder enkelte blomster at visne, så fjern dem hurtigst muligt, inden de når at sprede bakterier i vandet. På den måde forlænger du bukettens levetid.

Skift vandet

Nu står buketten så smukt på dit bord – og så skal du selvfølgelig huske at nyde den. Og mens du nyder den, kan du passende skifte vandet i vasen én gang dagligt. Og når du nu alligevel har buketten ude af vasen, så skær lige en ekstra centimeter af stilkene, så blomsten har optimale betingelser for at slubre vandet i sig.

Og så er der ellers bare tilbage at nyde den smukke buket.

Mangler du en smuk vase til din blomsterbuket? I vores sortiment finder du Vase Svungen Top og Spaltekanden, der begge er designet af den danske keramiker Eva Stæhr-Nielsen.