Leaves – et lille skærebræt med en stor mission

For designer Mette Geisler er naturen magisk. Derfor har hun designet en serie af skærebrætter, som skal minde os om, at vi skal passe på den og bibeholde vores forbindelse til den. Serien hedder Leaves og er designet for Spring Copenhagen.

På Mette Geislers kontor kan man høre fuglene synge. Man kan mærke en blid brise og nyde synet af det grønne græs. Og så er der ekstremt højt til loftet. Sådan virkelig, virkelig højt. Kontoret ligger nemlig på hendes terrasse, når vejret tillader det. For naturen kan noget helt specielt, mener hun.

”Naturen giver mig en indre ro, tømmer mit hoved og distraherer mig på en positiv måde”.

Mette Geisler er uddannet grafisk designer og har en række firmaer i bagagen, bl.a. Punk Royal og I Love CPH. I dag har hun lagt firmaerne bag sig for i højere grad at fokusere på at tænke naturen og dens mange positive effekter ind i sit liv og job.

Bringer naturen ind i vores hjem

Mette Geisler har designet fire skærebrætter for Spring Copenhagen. Tilsammen hedder de Leaves. Inspirationen til de fire bladformede skærebrætter kommer netop fra hendes forhold til naturen.

”Jeg vil gerne bringe naturen tættere på folk og ind i deres hjem, så vi bliver mindet om, at at vi er en del af den, og den er en del af os. Naturen er meget stærkere end os mennesker, og vi kan ikke kontrollere den. I stedet må vi lære at
omfavne og have respekt for den. Det er vigtigt for vores velbefindende som mennesker at skabe jordforbindelse, naturen er magisk,” siger Mette Geisler.

”Det er først, når vi har forbindelse til naturen, at vi får forbindelse til os selv”.

Inspireret af et arvestykke

Mette Geisler synes, at blade er æstetiske og har smukke former. Men koblingen herfra og så til skærebrættet opstod først den dag, hun sad og så ned på et spækbræt, hun har arvet fra sin mormor.

For pludselig lignede det ikke bare et ganske almindeligt ovalt spækbræt. Det lignede et birkeblad. Og sådan blev Leaves til. Formet efter blade fra de danske skove. For, som Mette Geisler siger: ”Naturen er perfekt”.

Skønheden i naturen

Mette definerer sig selv som klimaaktivist. Hun kan sommetider være ængstelig for fremtiden, men det hjælper hende at gøre noget aktivt for at ændre den til det bedre og mere bæredygtige. Som f.eks. at lave skærebrætter i træ i stedet for i plastik, der er flere hundrede år om at blive nedbrudt i naturen. Og skærebrætter, som bringer naturen tættere på os og husker os på, at vi skal passe på den, dens magi og vores forbindelse til den.

”Min mission er, at mit design skal bringe noget med sig og have både funktion og formål. Jeg vil gerne gøre folk opmærksomme på, hvor vigtigt det er at stræbe mod i højere grad at leve i symbiose med naturen og have respekt for der, hvor vi kommer fra.”

Og med det må man bestemt sige, at Leaves ikke blot er et skærebræt. Det er en venlig, velsleben og æstetisk påmindelse om vores oprindelse og vores ansvar for at passe på alt det, vi kommer fra.

Begynd at shoppe