C.L. Seifert og Spring Copenhagen lancerer den originale studenterhue

I samarbejde med C.L. Seifert lancerer Spring Copenhagen nu den originale studenterhue i træ. Studenterhuen kommer i bordeaux og blå og kan både købes separat og som tilbehør til flere af træfigurerne i Spring Copenhagens designunivers.


Studentereksamen er en mærkedag, de fleste husker. Mange husker sikkert også det første klip i studenterhuen og har den liggende derhjemme endnu.

Spring Copenhagen lancerer nu i samarbejde med C.L. Seifert den originale studenterhue i træ som en oplagt studentergave enten alene eller sammen med vores udvalg af dekorative figurer i egetræ, mahogni, valnød og bøg.

Et minde for livet

Den sidste eksamen, studenterhuen og tiden, der følger med fester, smukke solopgange og fuglefløjt, byder for mange på et hav af minder.

 

Med den originale studenterhue i enten rød til gymnasiestuderende eller blå til studerende fra HF, HHX eller HTX er der nu mulighed for at give en særlig gave, der også kan blive et minde for livet.

”Dagen, hvor man bliver student og får sin studenterhue, er i sig selv et minde for livet. Mange kan sikkert endnu huske følelsen af at sætte den på hovedet – følelsen af frihed, og at verden var åben. Den følelse vil vi gerne bringe ind i hverdagen med et lille stykke design, der både fungerer alene og som supplement til flere af vores designs,” fortæller Claus Nielsen, partner i Spring Copenhagen.

Den originale studenterhue

C.L. Seifert har leveret studenterhuer til studerende i hele Danmark siden 1865. Virksomheden er nærmest synonym med det at blive student.

 

”Vi er rigtig glade for samarbejdet og for at være med til at lancere den originale studenterhue i træ. Vi synes, det er en oplagt gavemulighed til de studerende,” siger Anders Eriksen, medejer af C.L. Seifert.

”Med sit fokus på kvalitet og godt håndværk er C.L. Seifert en perfekt partner for os, fordi kvalitet og solidt håndværk også er centrale parametre i vores designunivers. Man kan ikke forestille sig en studenterhue uden også at tænke C.L. Seifert, så de skulle selvfølgelig være med,” siger Claus Nielsen.

Yndlingsvarer