Undersøgende design med skæve tanker

Troels Øder Hansen

Design og formgivning har nærmest ligget i kortene, siden Troels Øder Hansen gik i skole.

På Vidar Skolen, der er en Rudolf Steiner-skole, blev håndværk og praktisk erfaring nemlig ligestillet med de boglige fag. Og her blev den yngre udgave af Troels introduceret til at arbejde med træ, metal, keramik, sten og grafik.

Op gennem sin skolegang fortsatte den kunstneriske udvikling, og han snusede til design og formgivning i flere forskellige sammenhænge, blandt andet på Holbæk Kunsthøjskole.

Derfor var det også en helt naturlig udvikling, at stoppestedet efter endt skolegang var Danmarks Designskole. Her færdiggjorde han sin masteruddannelse i Rum & møbel i 2004.

Erfaring fra flere grene af designfaget

Siden Troels Øder Hansen blev færdig på Danmarks Designskole, har han arbejdet intenst med design og konceptudvikling i flere konstellationer.

Både som partner og grundlægger i designvirksomheden Kilo Design, som ansat på det respekterede designbureau Kontrapunkt, med tegnestuen Dull Days og nu som selvstændig under eget navn.

Troels Øder Hansen har opbygget erfaring i flere grene af designfaget: Fra komplette interiørdesigns, butikker, showrooms og tv-studier i ind- og udland over møbler og byrum til stole, borde og produktdesign.

Senest har han i samarbejde med Spring Copenhagen lanceret produkterne Set Up og Double Up, der begge glimrer ved både at kunne fungere som selvstændigt interiør, men også kan kombineres eller udvides med andre elementer.

Godt design skal have en klar idé

Troels Øder Hansen selv sætter stor pris på design der har en klar ide, gerne med undertoner af skæve, nye, overraskende tanker. Men godt design er ikke entydigt. Det består altid af en tanke eller en idé manifesteret i et fysisk objekt, der er placeret i en kontekst.

Kombinationen af disse elementer kan tage sig meget forskelligt ud, og derfor forsøger han altid at være undersøgende og metodisk i sin tilgang.

”Jeg finder en kæmpe tilfredsstillelse ved at gå igennem processen med udvikling af en ny idé, fra koncept til fysiske modeller. I bund og grund ligger der en stor udfordring i alle faser af design og konceptudvikling. Jeg udfordrer mig selv og prøver altid at lære noget nyt og blive dygtigere til mit fag.”

Inspiration fra digital produktion af møbler

Lysten til at lære nyt tog Troels Øder Hansen med til et studieophold i London hos designvirksomheden Unto This Last. Her stiftede han bekendtskab med den digitale del af møbelproduktionen.

“Deres måde at kombinere højteknologiske teknikker med lokal produktion var inspirerende. Jeg kan lide ideen om at gentænke systemerne og udnytte de muligheder, der er tilgængelige nu. Jeg lærte alt om fordele og ulemper ved digital produktion og tager denne viden med ind i mine nye projekter, hvor hands on approach går hånd i hånd med den digitale verden.”

Allerede nu tæller porteføljen organisationer som Københavns Universitet, DR, MTV og en række populære tøjmærker. Som noget nyt har hans evner taget ham ud over landegrænserne, og senest har han være med til at udvikle et nyt retail koncept for møbelfirmaet Stokke, der er blevet rullet ud i Singapore, Shanghai og Beijing.

Listen af projekter og potentielle samarbejdspartnere, hvor Troels Øder Hansen skal sætte sin viden i spil, er lang. Fremtiden tegner i den grad lyst for et af Danmarks største designtalenter.