Tonn-P

Navn

Sven-Erik Tonn-Petersen (1925-2004)

Baggrund

Autodidakt dansk designer og opfinder, der skabte en stor samling kvalitetsbevidste design under navnet Tonn-P.

Fra barnsben var Tonn-P utroligt kreativ og fingernem. Han tegnede bedre end de fleste og byggede træfigurer med utrolig lethed og blik for detaljen. Han begyndte tidligt at tegne karikaturtegninger, og i skolen tegnede han lærerne og solgte tegningerne til sine kammerater.

Tonn-P tog aldrig en formel kunstneruddannelse. Han tog timer på ”Skolen for Fri og Merkantil Kunst” og klargjorde en ansøgning til Det Kongelige Danske Kunstakademi med både anbefalinger og portfolio.

Men han afleverede den aldrig.

I stedet valgte han et job i reklameafdelingen i det nystiftede SAS, hvor han i mange år arbejdede med PR, store salgsarrangementer og udstillinger, sideløbende med sine design han udviklede hjemme.

Design

Tonn-P’s skabertrang var uudtømmelig, og Peberfuglen, Saltægget og Caravel-lysestagen er bare et lille udsnit af hans utallige design. Tonn-P producerede også møbler, lamper, skulpturer, cigaræsker, ure med intarsia eller ilagt metal og mange andre ting.

Som designer blev Tonn-P’s kreationer karakteriseret af et stærkt og harmonisk udtryk, samtidig med at designet var funktionelt og nutidigt.

Tonn-P’s foretrukne materialer var altid papir, træ og ler, og han snittede og modellerede adskillige buster og små statuetter af virkelig høj kvalitet, inden han begyndte at skabe brugskunst. Først senere blev han optaget af metaller som kobber, tin, sølv og rustfrit stål.

De produkter, Tonn-P frembragte, var alle præget af et sikkert formsprog, som var både harmonisk og tidstypisk. Han lagde ofte mere vægt på lethed, elegance og kurvede former end på holdbarhed og praktisk anvendelighed.

Det ses eksempelvis i Saltægget, der dengang aldrig rigtig blev sat i produktion, fordi det var for dyrt og tog for lang tid at fremstille et rundt æg i træ.

For Tonn-P var godt design ensbetydende med skønhed, den smarte eller moderne ide og lækkert materiale. Og han var uhyre kritisk over for andres design.

Faktisk begyndte en ny idé ofte med, at der var noget, Tonn-P ikke kunne holde ud at se på. Han måtte finde på noget selv.