Jesper Wolff

Navn

Jesper Wolff

Baggrund

Jesper Wolff blev sluppet løs fra Arkitektskolen i 2004 som industriel designer. Siden da har han arbejdet meget bredt med design. Han har haft hænderne og hjernen i alt fra tekniske produkter som stikkontakter, rygekabiner og teknisk udstyr til lysestager, lamper og fade.

Han har desuden udviklet koncepter og produktdesign for en bred skare af danske og europæiske virksomheder.

Hans arbejde dækker alt fra design til køkken og hjem til apps til erhvervslivet. Det gode design kan have mange forskellige udtryk, men Wolff holder fokus på form, funktion og enkelthed.

Design

Jesper Wolff nyder at udforske nye materialer og produktionsmetoder. Det er måden, hvorpå materialer kan bruges og kombineres, der har hans store interesse.

Derfor har han heller ikke noget yndlingsmateriale. Godt design kan komme i mange forskellige former og udtryk for ham. Men kernen i godt design er, at det skal skabe værdi eller en god oplevelse. Og fremfor alt skal det være simpelt.

For Jesper er det svært at lade være med at tænke i design – hans hjerne er en designhjerne. Han bliver tit inspireret og får idéer til nye design, når han trawler gennem hverdagens input. Fra ting han ser, til problemstillinger, han tænker over, til ting, han læser.

Den evigt tænkende designhjerne er også sigende for hans tilgang til design. Jesper Wolff arbejder iagttagende og konceptuelt, før han begynder at konkretisere en ting eller løsning.

Det handler om at forsimple tingene så meget som muligt, uden det bliver for banalt.