Bådebyggeren der blev trædesigner

Chresten Sommer

Chresten Sommer har altid været fascineret af arbejdet med træ. Først som bådebygger og siden som designer af interiør i træ. Når han arbejder, er han først tilfreds, når han føler, det er hans bedste design – også selvom det tager flere forsøg. Og så har han både hovedet og skufferne fulde af tegninger til nye design.

Chresten Sommer er femte barn ud af en klassisk landmandsfamilie på syv, men det lå aldrig i kortene, at han skulle være landmand. Det interesserede ham ikke, fortæller han. Men det lå heller ikke ligefrem i kortene, at han skulle være designer.

Som 18-årig søgte han læreplads som blikkenslager, men havde ikke heldet med sig. Han fik i stedet tilbud om at gå i lære som bådebygger, og der har han været lige siden. Og selvom trimaraner og hånddrejede træfigurer virker som forskellige verdner, så ligger begge dele i hænderne, fortæller han.

”Begge dele handler om at bearbejde træ. Og jeg er glad for det alsidige håndværk, der ligger i at bygge både. Det omfavner både det større træarbejde, men især det finere træarbejde. Selvom det selvfølgelig tager kortere tid at dreje en sæl, så ligner håndværket hinanden,” fortæller han.

Pige satte gang i drømmen

Det var faktisk en lille pige, der for alvor satte gang i drømmene om at blive designer. Hun var på besøg i værkstedet sammen med sin mor. Og hun ville så gerne have en træmand, så Chresten gik selvfølgelig i gang med at dreje. Inden han så sig om, havde han udviklet en hel serie af træmænd, i træmønstret tøj, der kunne stables oven på hinanden.

Det tog dog nogle år og et møde med Spring Copenhagen, før de første produkter kom ud fra værkstedets hyggelige mørke. Og så var det første produkt slet ikke tænkt som det, det endte med.

Chresten var nemlig i gang med at udvikle et hoved til en isbjørn, men inden han nåede til ørerne, så han pludselig et sælhoved og blev nødt til at udvikle kroppen. Sådan blev Hunsæl og Babysæl til.

Håndværket er det vigtigste

Chrestens design skal appellere til begge køn i alle aldre. Det skal være enkelt, understrege træets rå æstetik og gerne kombinere det naturlige med det barnelige og sødmefulde. Og naturligvis altid hånddrejet.

”Selvom det indimellem kan tage tid, så er det afgørende for mig, at figuren har de helt rigtige proportioner og det helt rigtige udtryk. Jeg er først rigtig tilfreds, når jeg har følelsen, at det er mit hidtil bedste design,” fortæller han.

Og netop det hånddrejede er helt centralt for Chresten. Det har altid været håndværket – med tryk på hånd – der trak. Og det var fascinationen af håndværket, der for 15 år siden fik ham til at lave trædesign som hobby.

Han drejede lysestager, skåle og æggebægre i træ og sendte lange inspirationsblikke efter Kristian Vedel og Kay Bojesen. Med tiden fandt han sin egen stil. Og langsomt begyndte han at udvikle sine egne designs, der kulminerer med, at hans to sæler nu kommer i handlen.