Sådan vælger du den rette vase

Man kan nemt komme til at tage den første, den bedste vase, når man står med en fin buket i hænderne. Men valget af vase er faktisk vigtigere end som så. Bliv klogere på, hvilken vase du skal vælge til dine blomster, lige her.

Der findes mange forskellige fine vaser. De høje, de lave, de store, de små. Dem i glas, dem i keramik, dem, der står på gulvet og dem, der pynter på reolen. Men det er ikke helt ligegyldigt, hvilken en af dem du sætter din buket ned i. Det afhænger nemlig blandt andet af bukettens størrelse og hvilke blomster, buketten består af.

Hvilken størrelse har buketten?

Du har fået en fin buket af din kæreste eller din gode veninde, og nu står du med buketten i den ene hånd og betragter din samling af vaser. For hvilken skal du vælge? Det første, du kan tage med i dine overvejelser, er den tommelfingerregel, der hedder, at vasen skal fylde cirka en tredjedel af det samlede billede – de resterende to tredjedele skal buketten stå for.

Derudover skal blomsternes stilke eller grene gerne kunne nå helt ned til bunden af vasen – vasen må altså ikke være så stor, at stilkene hænger og svæver i vasen. Og så giver det nok sig selv, at høje buketter kræver en høj vase, mens lave tætte buketter kræver en kortere, bredere vase.

Hvilke blomster består buketten af?

Når du har fået styr på, hvilken størrelse din vase skal have, kan du se lidt nærmere på vasens facon. Det er nemlig ikke nødvendigvis helt ligegyldigt, om vasen er lang og slank eller kort og buttet. Det afhænger især af, hvilke blomster der skal stå i den.

Den runde og buttede vase kan give god plads og masser af vand til din buket. De er oftest bedst til blomster med korte stilke – og er særlig praktisk til at stille på bordet, da de ikke rager for højt op.

Den bastante vase, der fx har en mørk farve og er lavet i kraftigt stentøj, kan se smuk ud, hvis den får modspil af de rigtige typer blomster. Det kan være solsikker, liljer, hortensia eller andre større blomster, der har noget pondus.

Har man en vase med et mere simpelt udtryk – det kan være en vase i en sart farve eller en vase, der er lavet i (farvet) glas – er den oplagt til fx markblomster og andre blomster, der har et mere let og delikat udtryk. Hvis du har en gennemsigtig vase, ser det i øvrigt ofte pænest ud, hvis blomsternes stilke ikke er for langt fra vasens bund.

Yndlingsvarer